Manifest SoEL

SoEL og jeg
#privatlifeispoliticalstuff 
Jeg kan aldrig gå fra SoEL. SoEL kan aldrig gå fra mig.

Sound of Everyday Life, SoEL, et hverdags- og arbejdsmanifest 

SoEL starter i dag. Hver ny genstand eller fotografi vil få et nyt SoEL nr.
Jeg træder med SoEL ud af hamsterhjulet/prekariatet/projekt-menneske-livstilen, hvor jeg føler et konstant destruktivt krav om, at jeg skal sælge mig selv som noget helt nyt hele tiden og gerne i en yngre krop, hvis det var muligt. 
SoEL drejer sig om sårbarhed, dybde, gentagelse, ømhed og sammenhæng. 
SoEL er en kritik af det kapitalistiske konkurrencesamfund og fondingræs, der kræver meget lange nye projektbeskrivelser af nye ideer. Det tager lang tid at skrive og giver tit ikke andet afkast end ondt i den aldrende krop. 
Jeg træder ud af menneskefjendske systemer der sætter kunstneren i et uudholdeligt limbo mellem på den ene side, en holistisk/undersøgende/tøvende kunstnerisk arbejdsproces og på den anden side en afkrævning af arbejdsformer og sprogligheder der mimer hardcore businessmodeller. 
SoEL er ikke en kapitulation overfor en usund samtid, men en fordybelses- og ømhedsrevolution mod en bæredygtig nutid.  

SoEL univers og arbejdsfokus

Hvad betyder ”hjem”?
Jeg arbejder med hjemlige steder og tilstande. Jeg er interesseret i hvordan vi opfører os disse steder. Hvordan magtforholdene er. Hvilke rutiner et hjemligt sted har og hvordan de rutiner påvirker dem der bruger stederne. Hvad betyder objekterne i hjemmet for vores identitet og livsanskuelse?
Køkkengalleriet HJEMME IGEN er en samtidskunstplatform, hvor jeg byder andre indenfor til at diskuterer og visuelt arbejde med overstående spørgsmål omkring hjem som begreb. Fra 2021 består HJEMME IGEN af de beboere der bor på adressen. Derfor er elektronikmekaniker, oceansejler i hjertet og nu reparations-idealist Christian Schmidt-Møller officiel medperson i HJEMME IGEN (www.hjemmeigen.dk).    
.
 Jeg forsøger at være en del af en familie
Jeg forsøger at være en god ven
Jeg har været psykiatriskpatient på et psykiatriskhospital 
Jeg er akademiker på papiret
Jeg er billedkunstner med tøven
Jeg har fået forskellige psykiatriske diagnoser 
Jeg forbeholder mig ret til at bidrage til repræsentationen af hjemlige steder og magtforhold
Jeg laver håndarbejde for at overleve og af stædighed, I DO NOT KNIT FOR FUN
Jeg fotograferer ordinære ting på trods af systemer der afkræver det spektakulære
Jeg fotograferer mod et univers, hvor jeg kan bidrage til mangfoldighed og hvor ømhed er en styrke
.
Min praksis kræser om hverdagseksistens, oftest med fokus på relationer og ensomhed. Håndarbejde, tegning og fotografi er en tråd igennem mine værker. Til alle tider har mænd og kvinder forsøgt at skabe en ro og et univers igennem håndarbejde og simple processer. De ”stille sysler” har været livsvigtige og livgivende både fysisk, psykisk og relationelt. Jeg ønsker, at genbesøg disse håndværk. Jeg ønsker at advokere for at nål og tråd er værdigfulde virkemidler. 
.
Da jeg for alvor blev psykisksyg for første gang, i 2009, hæglede jeg store ”krammedyr” en ulv, en ræv, en gås, en mus, en kanin. I mange måneder koncentrerede jeg mig kun om hækling af dyrene og deres historier. Historierne var grumme. Alle dyrene var døde på meget smertefuld vis. Garnet fik jeg af forskellige bekendte og venner. Uanset hvor jeg var, også når jeg var på besøg hos den ny svigerfamilie, hæglede jeg koncentreret. 
Midt i at jeg arbejdede på en hest fik jeg det væsentligt bedre. Jeg fik travlt med at gå til møder med kommunen, få et rigtigt liv, passe ind og finde lønarbejde (www.mavefornemmelse.nu).
.
I et norsk psykologi-magasin har jeg læst, at hvis du strikker i 20 min. er det lige så beroligende som yoga eller meditation. 
.
Når jeg er bange eller urolig griber jeg nål og tråd eller mit kamera. Jeg lapper eksempelvis strømper, fletter et reb af stofrester eller fotografer en kaffekop med kaffe-mundvand.
.
Jeg bruger hvad jeg har omkring mig og det jeg kan finde i genbrugsbutikker og storskrald. Jeg bruger det ordinære fra hverdagen så som huskelister/logbøger, simple tegninger, broderi, gardiner og fotografi.  Elementerne sætter jeg sammen, som jeg vil. 
De stoflige objekter består for det meste af broderede og hjemmesyede elementer. 
Tegningerne er blå kuglepens streger af strik og tegnet som strik. 
Fotografierne er undersøgelse af hjem, krop, ritualer og daglig eksistens.
.
Jeg har aldrig strikket efter en opskrift eller fulgt en manual til et nyt elektroniske objekt. Jeg lukker ligesom ned, når sætninger bliver rationelle/faktuelle. Jeg bliver angst, rundtosset, kontrær. 
Da jeg skulle lære at strikke strømper, så min mand en YouTube video om hvordan man gør, derefter viste han mig, hvordan jeg skulle strikke specielt hælen.
.
Fire billedkunstnere har på forskelligvis inspireret mig til SoEL, Cathy Wilkes, April Gertler, Åse Eg Jørgensen og Uli Aigner. På alle måder tak.
Anne Dyhr, efterår 2020, 50 år                                                         

Om arkivets katalogiseringssystemet for SoEL

Systemet har 6 cifre fordelt tre og tre adskilt med et punktum, XXX.XXX.
Første nr. i katalogiseringssystemet er nr. 018.048 (18 står for årstallet, 48 hvor gammel jeg var i 2018), andet nr. 018.049, tredje nr. 018.050 osv., ved årsskiftet starter systemet igen. I 2019 er det første værk derfor nr. 019.049 (19 (årstal), 49 (hvor gammel jeg er i 2019)).
Ligeledes i 2020, 2021 osv.