Hun sidder ikke der hjemme for sjov
Soloudstilling på XM3 – RUM FOR SAMTIDSKUNST, Sallingsundvej 33A, Aalborg Øst. Efterår 2023

”Jeg vil, med denne udstilling, gerne spørge, om ensomhed kan dematerialisere sig ved, at man er sammen med den som en ven? Kan man kommunikere med de objekter, der er omkring én, hvis de er de nærmeste ’venner’?
Hvad betyder det at langsommeliggøre og repetere, når hverdagen rummer evigheder af tid?”

Hun sidder ikke der hjemme for sjov tager afsæt i ensomhed set ud fra hjemmets objekter og rutiner. Udstillingen har et fokus på brugsgenstande og mennesket i en hverdag, der udspiller sig primært i hjemmet. På omsorgsfuld vis, vil udstillingen tegne de rum og de genstande, der befinder sig i hjemmet. Det hjem, hvor tiden går i stå sammen med eftermiddagskaffen og dagens TV-program. Der vil være et legende mikrofokus på de små rutiner og objekter, som dagen bevæger sig omkring, med et ønske om frisættelse af andres værdier.
Udstillingens værker består af langsomme tegninger af hjemmets motiver tegnet medfyldepen på papir, analoge og digitale farvefotografier, håndskrevne dagbogscitater, flettet sengetøj og ready-mades. Udstillingens midtpunkt er en 20 meter lang japansk papirrulle, 45 cm bred, med tegninger af halvt opløste hverdagsobjekter. Papirrullen vil svæve i rummet, hvilende på tynde trapezer monteret fra loftet.
Udstillingen er støttet af Aalborg Billedkunstråd.